Voldsom brand i Nuuk

En voldsom brand gik ud over to lejligheder i Nuuk.
Skrevet af Noah Mølgaard
19. december 2011 09:29

Poliet er stadig sparsomme med oplysninger om branden i Fiskerbyen i Nuuk, hvor to lejligheder brændte natten til lørdag. Ingen mennesker kom noget til ved branden, men de to lejligheder er ubeboelige.

- Sagen kører og der skal tages stilling til om der skal rejses sigtelse i sagen, oplyser vagthavende i Nuuk politi Kasper Berthelsen.

Det har iøvrigt igen været en travl uge for politiet i Nuuk, hvor politiet har anholdt 16 personer i løbet af en uge. Otte af anholdelserne skete i forbindelse med hashsalg.

Politiet har foretaget razzia ved flere adresser, hvor der blev blev ledt efter hash og kontanter.

En enkelt person er blevet taget for spirituskørsel, og politiet har modtaget flere henvendelser om mistanke til spirituskørsel og om personer, der lusker omkring biler.

To biler og to snescootere er blevet stjålet i løbet af ugen.

Politiet i Nuuk er også travlt beskæftiget med sager om indbrud og tyveri. Der er registreret otte sager om tyveri fra garderobe, taske og lejlighed, hvor der blandt andet er stjålet en Playstation 3 konsol. Og to både har været udsat for tyveri.

Politiet i Nuuk har også fået flere henvendelser om at unge har peget på flyvemaskiner og bilister med kraftig grøn laser. Politiet har også fået fat i flere unge med de omtalte lasere og har også haft fat i deres forældre.

Politiet understreger at det er meget farligt at pege på flyvemaskiner og bilister med de kraftige grønne lasere. Politiet beder derfor forældre med børn, der har disse laser om at snakke med deres børn om at forkert brug af disse legetøj kan have alvorlige konsekvenser.