Pressemøde: Vivian Motzfeldt sætter flere ord på forsvarsaftalen
Vivian Motzfeldt, stod omkring klokken 14 og satte flere ord på den delaftale i forsvarsforliget, der landede i går til en værdi af 14,6 milliarder kroner.
- Det omhandler os, og verdensbilledet har ændret sig så meget, så det er vigtigt, at vi også fortæller, hvor vi står, sagde Vivian Motzfeldt på pressemødet.
Men det blev aldrig rigtig konkret fra naalakkersuisoqs side. Hun snakkede meget i brede vendinger og sagde flere gange, hvor vigtigt, det er, at befolkningen er med, fordi der i aftalen er lagt op til, at Grønland i højere grad selv skal løfte opgaven det er at forsvare landet.
- Jeg kan ikke sige, hvordan det kommer til at se ud, men befolkningen skal være en del af det her. Det er vigtigt, at de lokale er med, sagde hun blandt andet.
Og understregede hvor vigtigt det er, at Grønland bliver hørt i den her type aftaler, når det handler om vores forsvar. Og hvor vigtigt det er, at vi har gode allierede.
Ingen konkrete svar
I forhold til aftalen, hvordan vil I så realisere den, og hvornår?
- Selvfølgelig har vi snakket om, at tre skibe, (der ifølge aftalen skal skriftes ud red.) ikke er nok, men indtil foråret er det det, der kommer til at ske, for de skal erstattes, fortalte Vivian Motzfeldt.
Og efter pressemødet forsøgte KNR endnu en gang at spørge ind til de konkrete planer. Men endnu en gang, var det et noget vævende svar, der kom fra Vivian Motzfeldt.
- En aftale er en aftale, sagde hun blot kort.
Ifølge aftalen skal godt 11 ud af de 14 milliarder bruges på militær kapacitet.
Men der kom ikke rigtig noget nyt eller mere konkret ud af eftermiddagens pressemøde. Her fortalte naalakkersuisoq blot, at hun indtil videre kun har set den danske udgave af aftalen. Og at hun ser frem til, at der falder endnu en delaftale på plads senere.