Vivian Motzfeldt ny formand for Siumut

Erik Jensen træder tilbage som formand for Siumut. Hovedbestyrelsen har valgt Vivian Motzfeldt som hans efterfølger.
Foto © : Malik Brøns / KNR
12. marts 2025 15:56

Gårsdagens katastrofale valgresultat for Siumut får nu konsekvenser for Erik Jensen, der har valgt at træde tilbage som formand.

I en pressemeddelelse skriver partiet, at "Erik Jensen udtrykker taknemmelighed for den tillid, partiet har vist ham gennem årene, og betragter det som en ære at have stået i spidsen for Siumut. Han mener, at tiden nu er inde til at give stafetten videre".

Ny formand er Vivian Motzfeldt.

Erik Jensen blev valgt til formand i 2020, efter at have væltet Kim Kielsen i et formandsopgør. Kim Kielsen fik 32 stemmer, mens Erik Jensen fik 39 stemmer.

I 2020 stillede den nyvalgte Siumut-formand, Vivian Motzfeldt, også op som formandskandidat, men endte i stedet som politisk næstformand – en stilling, hun har haft frem til i dag.