Vittus vil have grønlandsk repræsentation i Island

Grønland bør åbne sin fjerde repræsentation i udlandet i Reykjavik, mener naalakkersuisoq for udenrigsanliggender.
Foto © : Victor/Flickr Creative Commons
05. april 2017 07:16

Det siger han til Sermitsiaq.AG.

Forholdet mellem Grønland og Island er løbende blevet intensiveret de senere år, og der vil være både økonomiske og politiske fordele ved at have grønlandske diplomater i Reykjvik, mener Vittus Qujaukitsoq.

Udmeldingen kommer, efter besætningsmedlemmer fra trawleren Polar Nanoq blev tilbageholdt i Reykjavik i forbindelse med mordet på en islandsk kvinde.

I et fremlæggelsespapir om en repræsentation i Island, skriver Vittus Qujaukitsoq, at det har vist sig nødvendigt med tæt dialog mellem grønlandske og islandske myndigheder, da danske myndigheder svigtede, mener han:

- Udenrigsministeriets borgerservice og Danmarks ambassade i Reykjavik har ikke kunnet løfte opgaven i forhold til servicering af grønlandske borgere; herunder i forhold til tolkebistand og kontakten med pårørende i Grønland. Der er kun få kernesager, der er blevet løftet af de danske myndigheder i denne sag, skriver altså Qujaukitsoq.

Ifølge beregninger fra Udenrigsdirektorartet vil en repræsentation i Island koste omkring 2,5 mio. kroner om året.