Vittus: USA har ændret klimaholdning

Den store arktiske konference i Alaska er vigtig for Grønland. Det siger en af deltagerene i konferencen medlem af Naalakkersuisut Vittus Qujaukitsoq til sermitsiaq.ag.
Foto © : Apollo Jeremiassen/KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
31. august 2015 16:15

- Konferencen viser en ændret prioritering i USA. Klimapolitikken er blevet første prioritet, og det er glædeligt, at USA nu på den måde erklærer sig parat, så der kan komme handling bag de mål, som mange nationer har sat sig igennem mange år, siger Vittus Qujaukitsoq til netavisen.

I dag vil både han og den danske udenrigsminister Kristian Jensen i Anchorage få lejlighed til at tale for en udvalgt del af de cirka 450 deltagere.

Det gælder udenrigsministre fra ni nationer herunder blandt andre Sverige, Finland, Island og Holland plus repræsentanter fra Kina, Rusland, Japan, Sydkorea.

Læs også WWF roser klimakonference med Obamas deltagelse

Her vil Kristian Jensen ifølge den danske delegation forklare, hvordan Danmark har formået at fastholde sin økonomiske vækst uden samtidig at øge udledningen af drivhusgasser og gøre det til en god forretning at eksportere den teknologi, der gør denne afkobling af vækst og udledninger mulig.

I den efterfølgende session vil Vittus Qujaukitsoq få ordet for at fortælle, hvordan klimaændringerne påvirker Grønland og, hvad der gøres for at imødegå negative konsekvenser.

Endelig vil Kristian Jensen præsentere nogle af de løsninger inden for telekommunikation og brug af satellitter, der enten er i brug eller tegnebrættet i Grønland, fortæller altså sermitsiaq.ag.