Vittus Qujaukitsoq: Underskud mere end halveret

En kræftplan, mere byggeri på kysten, flere penge til passagersejlads, ledighedsbekæmpelse og midler til styrkelse af demokratiet.
21. oktober 2013 05:28

Det er mærkesager, som Naalakkersuisoq for Finanser og Indenrigsanliggender har fundet penge til forud for 2. behandlingen af Finanslovsforslaget for 2014.  Det oplyser naalakkersuisut for finansanliggender Vittus Qujaukitsoq, Siumut.

Det første udgangspunkt til finansloven havde et underskud på godt 100 millioner kroner. Han fortæller nu, at det underskud er mere end halveret. Hvor pengene kommer fra, vil Finansministeren dog ikke ud med endnu.   

Vittus Qujaukitsoq ligger dog vægt på, at den finanslov han har strikket sammen, ifølge hans overbevisning tager hensyn til alle partier og hele Grønland.
- Jeg har haft en god dialog med alle partier. Ganske vist har alle et forskelligt udgangspunkt, men jeg mener, at vi med disse ændringsforslag har tilgodeset alle partier. I hvert fald har vi tilgodeset hele Grønland, siger Vittus Qujaukitsoq og fortsætter:

- Det er vigtigt for Naalakkersuisut, at vi forbedrer vilkårene for alle her i landet. Det gør vi, når vi spreder byggeriet og samtidig øger ledighedsindsatsen. Det gavner også hele landet når vi finansierer igangsætning af en kræftplan.

Herudover har Naalakkersuisut også fremsat forslag om at styrke demokratiet ved, at der afsættes en mio. kr. hvorfra grønlandske NGO’er kan søge om ekspertbistand ved storskalaprojekter.  Det kulsejlede projekt med salg af boliger i Nuuk vil stadig ske. Salget bliver dog fordelt over en fireårig periode.

Afslutningsvist konstaterer Vittus Qujaukitsoq, at der under forhandlingerne var et bredt politisk ønske om en sammenhængende politik omkring fiskeri og ressourcerentebeskatning. Derfor vil Naalakkersuisut snarest inddrage erhvervet og den finansielle sektor i arbejdet.