Vittus Qujaukitsoq står fast

Naalakkersuisoq for Finanser og Indenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq står fast på beslutningen om at skære 20 millioner kroner af bloktilskuddet til Kommuneqarfik Sermersooq og sende pengene videre til Kommune Kujalleq og Qaasuitsup Kommunia. Nemlig 12 millioner til Nordkommunen og 8 millioner til Sydkommunen. Det fremgår af et §37- svar til Demokraternes Palle Christiansen.
22. september 2013 17:08

Beslutningen har været stærkt diskuteret, fordi den skete helt udenom Kommuneqarfik Sermersoq og kun et par måneder efter, at de kommunnale bloktilskud var forhandlet på plads i juli. I svaret afviser Vittus Qujaukitsoq blankt, at hans omfordeling af de kommunale bloktilskud har noget at gøre med, at de tre kommuner, han forhandlede med, alle er ledet  af borgmestre fra hans eget parti Siumut, mens hovedstadskommunen har en IA-borgmester i spidsen.

Vittus Qujaukitsoq understreger flere gange i sit svar, at hans beslutning udelukkende handler om at komme den økonomiske ulighed mellem kommunerne til livs. Han henviser til nøgletal fra 2011, der viser, at indtægterne pr. borger var omkring 10 pct. højere i Kommuneqarfik Sermersooq end i landets øvrige tre kommuner.

Han anfører, at det betyder, at hver gang de tre kommuner kan bruge 10 kroner pr. borger, ja så kan Kommuneqarfik Sermersooq anvende 11 kroner pr. borger.

Samtidig mener han, at den økonomiske ulighed bliver endnu større, når de gældende kommunale skattesatser tages i betragtning. Han peger på, at Kommune Kujalleq og Qaasuitsup Kommunia topper med kommunale skatteprocenter på 28, mens skatteprocenten i Qeqqata er 26, mens Kommuneqarfik Sermersooq har den laveste kommunale skatteprocent på kun 25 pct.

Med i Vittus Qujaukitsoqs argumentation hører også udviklingen i kommunernes indbyggertal. Her har Nord- og Sydkommunen haft en befolkningsmæssig tilbagegang på henholdsvis syv og 10 pct., mens Kommuneqarfik Sermersooq tegner sig for en stigning i indbyggertallet på 15 pct.

På nuværende tidspunkt betaler hovedstadskommunen lige i omegnen af 100 millioner kroner til de øvrige kommuner, og nu bliver der kappet yderligere 20 millioner kroner af Selvstyrets bloktilskud til hovedstadskommunen, der har et stort investeringsbehov i takt med det hastigt voksende indbyggertal.

Men det argument køber Vittus Qujaukitsoq ikke. Tværtimod så gør han det klart, at det er Naalakkersuisuts politik, at skabe en endnu større omfordeling af bloktilskudsdmidlerne til kommunerne i de kommende år.

- Naalakkersuisut vil i nær fremtid går i dialog med kommunerne om en ændring af den kommunale skatteudligning og fordelingen af de kommunale bloktilskud med virkning fra 2015, lyder meldingen fra Qujaukitsoq.