Vittus: Et stort skridt i den rigtige retning

Det faktum at London Mining i dag er blevet meddelt en udnyttelsestilladelse at jernmalmen i Godhåbfjorden, er første skridt i retningen mod Grønland som minenation.
Skrevet af Peter Troelsen
24. oktober 2013 11:15

Naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq glæder sig meget over London Mining nu har fået tilladelse til at lave en mine, og ser gode fremtidsmuligheder i den mineindustri, der kan risikere at følge i kølvandet på London Mining.

- Det er klart, at et projekt af den størrelse også vil påvirke vores finanslov. Det vil generere øgede skatteindtægter og vi vil etablere en råstoffond, som kommer hele landet til gode. Men der påhviler os alle et stort ansvar med at løfte arbejdskraftens kompetenceniveau og give vores erhvervsliv de bedste muligheder for at være en del af projektet, forklarer Qujaukitsoq.

I takt med at der bliver færre og færre fisk i havet omkring Grønland og fangstdyrenes antal også er på hastigt tilbagetog, skal der noget andet til, hvis ikke økonomien her i landet skal køre helt af sporet. Her er mineindustrien et godt bud på en langsigtet løsning.

- Der er i dag taget et stort skridt for hele projektet og landets muligheder for at skabe en mineindustri. Men først når de sidste tilladelser er givet og selskabet har finansiering til at igangsætte anlæggelse af minen vil minen realiseres. Naalakkersuisut håber, at det kan ske frem mod udarbejdelse af kommende finanslove, hvor vi kan indarbejde de direkte og indirekte konsekvenser af projektet, fastslår Vittus Qujaukitsoq.