Visit Greenland får ny direktør

Linda Kleist bliver ny direktør i Visit Greenland. Hun skal være med til at sikre værdi lokalt og være et langsigtet ledelsesmæssigt valg.
Linda Kleist har siden 2023 været Head of Destination Development & Cruise i Visit Greenland. Nu overtager hun posten som administrerende direktør. Foto © : Aningaaq Rosing Carlsen / Visit Greenland
Skrevet af Emil Weis
15. juni 2026 16:30

Der er efter tre måneders jagt fundet en ny direktør til Visit Greenland. 

Turismeorganisationen har dog ikke behøvet at kigge langt. 

Linda Kleist, der har fungeret som konstitueret direktør, siden Anne Nivíka Grødem stoppede, overtager selv rollen som den nye administrerende direktør. 

Det skriver Visit Greenland i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget taknemmelig for bestyrelsens tillid og ydmyg over for opgaven, udtaler Linda Kleist i pressemeddelelsen. 

Linda Kleist har siden 2023 været ansat i Visit Greenland, hvor hun blandt andet har arbejdet med udvikling af destinationer og samarbejde med regionale turistråd. 

- Hun kender organisationen indefra, har solid erfaring fra lokal, regional og national turismeudvikling og har vist, at hun kan omsætte strategi til handling og skabe fremdrift i komplekse processer, udtaler bestyrelsesformand i Visit Greenland, Anette G. Lings.

Ansvarlig turisme

I starten af marts offentliggjorde Visit Greenland, at den daværende direktør Anne Nivíka Grødem stoppede efter fire år i direktørstolen. 

Visit Greenland har i valget af Linde Kleist lagt vægt på, at det kunne være en langsigtet ledelsesmæssig løsning, der kan sikre stabilitet sammen med deres strategi frem mod 2035.

Den handler om at styrke Grønlands position som rejsedestination og sørge for en ansvarlig turismeudvikling, der skaber værdi lokalt. 

- Det kræver en direktør, der kan omsætte strategi til handling, samle organisationen og styrke samarbejdet med destinationer, erhverv, myndigheder og internationale partnere. Den opgave er Linda godt rustet til, udtaler Anette G. Lings. 

Linda Kleist lægger selv vægt på, at hun vil tiltrække turister, som møder Grønland med nysgerrighed og respekt. 

- For mig handler ansvarlig turismeudvikling også om at understøtte et attraktivt turismeerhverv og en udvikling, hvor Grønland både er et godt sted at bo og et godt sted at besøge, udtaler Linda Kleist.

Stor international interesse

Den forhenværende direktør har også selv skrevet en anbefaling af Linda Kleist på LinkedIn. 

- Hun er både strategisk og praktisk orienteret og bidrager med ro, overblik og en stærk fornemmelse for, hvad der skaber reel værdi lokalt, skriver Anne Nivíka Grødem. 

Det store fokus på, at turismen skal skabe lokal værdi, kommer midt i en tid, hvor interessen for Grønland vokser internationalt. 

Og det kræver en direktør, der kan lave klare prioriteringer i udviklingen af turismen. 

- Visit Greenland har behov for en direktør, der kan stå i spidsen for organisationens nationale rolle og samtidig styrke Grønlands position internationalt, udtaler Anette G. Lings.