Villy og Aleqa uenige om nultolerance

Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal besøgte mandag Grønland, hvor han blandt andet har holdt møde med formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond .
17. september 2013 06:07

På trods af en del uenighed virkede der til at være god stemning mellem de to politikere.

Uenigheden drejede sig særligt om ophævelsen af nultolerancen for uran, og hvorvidt eksport af uran er et sikkerhedspolitisk spørgsmål eller ej.

- Der er lange juridiske diskussioner, sådan tror jeg tit det er blandt venner, inden man når et ståsted, siger Villy Søvndal.

Aleqa Hammond lagde heller ikke skjul på, at der ikke er nogen opblødning i forhold til de to landes holdning til ophævelsen af nultolerancen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har nogle diskussioner internt mellem Danmark og Grønland, hvad angår uran spørgsmålet, og det skal der også være plads til, fordi det er en stor beslutning,

Villy Søvndal synes heller ikke det er unaturligt med lidt uenighed, men mener det er vigtigt at løse det på en ordentlig facon.

- Jeg kom i tanke om, at min nabo havde fået lavet noget arbejde, hvor han mente, at smeden ikke havde gjort VVS arbejdet godt nok, det endte ud i to juridiske rapporter. Så langt kommer vi ikke ud her, fortæller en munter Villy Søvndal.

Selvstyret har netop offentliggjort, en rapport, hvor af det fremgår, at Selvstyret og det hyrede advokatfirma mener, at Grønlands eksport af uran er et Grønlandsk anliggende.

En vurdering Villy Søvndal ikke umiddelbart deler.  

- Nu kommer vi begge to med vores partsindlæg. Det er helt naturligt i en proces som det her, men det afgørende er, at vi håndterer det i fællesskab fremad, siger Villy Søvndal uden dog at ville komme nærmere på Danmarks holdning til spørgsmålet.