Villy: Irak-undersøgelse er vigtigst

Danmarks beslutning om at gå i krig i Irak er vigtigere at få undersøgt, end CIA’s krænkelser af grønlandsk luftrum og mulige fangetransporter. Det fastslår den nye udenrigsminister Villy Søvndal i dag over for KNR som begrundelsen for, at regeringen løber fra løfterne om en uvildig undersøgelse.
Skrevet af Martine Lind Krebs
07. oktober 2011 15:28

- Det vigtigste for mig har været at sikre, at vi får undersøgt beslutningen om deltagelse i Irakkrigen, som efter min opfattelse var en fatal fadæse. Det er den største beslutning nogensinde i det her land, og det har aldrig tidligere været undersøgt. Derfor er det vores førstprioritet, siger den nye udenrigsminister.

Regeringen vil nedsætte en kommission, der skal undersøge Danmarks beslutning om at gå i krig i Irak og overholdelsen af internationale konventioner i både Irak og Afghanistan. I første omgang var det meningen, at CIA-flyvningerne skulle indgå. Men det er droppet.

Over for DR i går begrundede Villy Søvndal beslutningen med frygten for sande til i bagudrettede og omkostningstunge undersøgelser. Men alligevel kender han ikke prisen på en undersøgelse.

-  Jeg synes heller ikke, at det er det afgørende argument. Jeg havde gerne set det undersøgt, men vi er i en situation, hvor vi er nødt til at prioritere, hvad der er det vigtigste at få undersøgt, og der synes jeg, at Danmarks deltagelse i krigen i Irak er det vigtigste, siger han.

Såvel Inatsisartut som Naalakkersuisut har udtrykt ønske om sådan en undersøgelse. Er den nye regering ligeglad med de grønlandske ønsker?

- Nej bestemt ikke, tværtimod. For os er det helt afgørende, at Grønland har mulighed for at få danske embedsmænd i tale, der har arbejdet med de her sager. Og det er også muligt for grønlandske embedsmænd at få alle Udenrigsministeriets dokumenter i sagen her.

Blandt de danske partier er det nu kun Enhedslistens, der står fast på kravet om en undersøgelse. Grønlandsordfører Finn Sørensen er både skuffet og uforstående over for beslutningen.

- Det grønlandske folk har krav på at vide, om de er blevet misbrugt til fangetransporter i strid med alle internationale regler og i strid med den respekt, som USA selvfølgelig skal udvise over for Danmark og Grønland, siger han.

På den anden fløj glæder Venstres grønlandsordfører Birthe Rønn Hornbech sig:

- Vi har fået en regering, som har den stikmodsatte politik af den lovede for to måneder siden. Det gælder en stribe ting. Det er en underlig situation, men regeringen ønsker åbenbart at fortsætte VK’s politik. Det kan vi jo ikke være utilfredse med, men det er klart, at det er det rene vælgerbedrag, det der er sket, siger hun.

Socialdemokraternes grønlandsordfører Flemming Møller Mortensen bakker op om sin minister.

- Jeg er naturligvis enig med regeringens holdning på punktet. Og jeg synes også, at regeringens argumentation holder i forhold til, hvorfor man ikke holder ved den gamle argumentation, men har dannet sig en ny holdning, siger han.

Han hæfter sig ved, at Sara Olsvig i Folketingssalen i går udtrykte forståelse for regeringens begrundelse om omkostningerne.

Sara Olsvig kaldte under gårsdagens debat det for ’lidt ærgerligt’ at undersøgelsen er droppet, og har over for medierne også sagt, at hun er skuffet.