Vild med spilleautomater

Som vi fortalte i Radioavisen i går, så tyder ny grønlandsk forskning på, at 13 procent af befolkningen i Vestgrønland i løbet af livet udvikler ludomani - og de store tidsrøvere er bingo og spilleautomater. Så Radioavisen har i dag besøgt Café Chili i Nuuk for at lede efter spillefugle ved automaterne. Her møder vi en 36-årig mand, der kender hver eneste automat som sin bedste ven. Han spiller hver dag og hver weekend og har sågar taget ferie for at score de store gevinster.
21. juli 2009 13:44

Der er tomt på Café Chili sådan en tirsdag formiddag, bortset fra personalet i køkkenent der forbereder sig på det store frokost-rykind om et par timer. Langs væggen står der 7 spilleautomater med lys, der flimrer i regnbuens farver. Her møder vi en 36-årig mand, som gerne vil være anonym. Han står og stirrer på automaten, mens citroner og palmetræer non-stop suser rundt på displayet. Af og til trykker han på knapperne. Han har fuldtidsarbejde, men havde lige en pause her til formiddag og kørte straks ned på cafeen for at spille. Han fodrer automaten med 100 kroner og tager os med udenfor til en snak om hans hverdag ved spilleautomaten. Han har spillet 15-20 år - så længe, at han ikke længere kan huske, hvordan det begyndte. Og han er begyndt at spille mere og mere med årene.

- Det kan ikke undgås, når man er ludoman. Jeg ser mig selv som ludoman, for jeg spiller altid, fortæller han.

Han spiller, så snart der er en pause i arbejdet. Han spiller efter fyraften, han spiller lørdag og søndag fra, cafeen åbner, til den lukker.

- Jeg spiller på grund af pengene. Når man har fulgt pengestrømmen i automaterne gennem en hel uge, kan man "sprænge" automaterne, når det bliver weekend, forklarer den 36-årige mand fra Nuuk.

Han kender hver eneste automat som sin bedste ven. Ved, hvornår de sidst spyttede gevinster ud, og han ved, hvornår de formentlig gør det igen. Alle informationer lagrer han i hukommelsen, og så spiller han strategisk. En gang havde han regnet ud, at samtlige 7 spilleautomater på cafeen alle ville "springe ud", som han kalder det, når der er gevinst, i løbet af den kommende uge, Og så var der kun en ting at gøre, nemlig at bede om ferie.

- Først lykkedes den ene automat, så den næste og den næste. Efter en uge havde jeg vundet 50.000 kroner, griner han.

Hans største enkeltstående gevinst var 20.000 kroner på en automat - man han har også prøvet at tabe stort. Op mod 10.000 kroner på en enkelt dag.

- Før i tiden tabte jeg meget, men nu kender jeg automaterne rigtig godt, så nu går det meget bedre, siger han.

Han har 2 børn og en kæreste, og nogen gange kan der fra familiens side komme kommentarer til hans spilleri.

- Nogen gange siger de "kom nu, hold op med at spille". Men det vil jeg ikke, understreger han.

I hele Grønland findes der cirka 174 gevinstgivende spilleautomater, 62 af dem står i Nuuk. I følge de seneste tal fra Paarisa var der i 2004 en omsætning på over 80 millioner kroner på landets spilleautomater - og i alt blev der i 2004 udbetalt gevinster på knap 37 millioner kroner.