Vil vinde en million kroner til grønlandske børn

Foreningen Grønlandske Børn kigger helt sikkert med, når TV2 i aften kl. 20 blænder op for en ny sæson i det populære tv-program "Hvem vil være millionær".
Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
17. august 2009 08:51

Aftenens gevinster går nemlig ikke til deltagerne personligt, men til en række gode formål.

Og den første som Tv-programmets vært Hans Pilgaard byder velkommen til i aften, er skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau, gift med den grønlandske skuespillerinde Nukaaka Coster-Waldau.

Nikolaj tager plads i den varme stol sammen med sin nabo, Jonas Christoffersen, der er direktør for Institut for Menneskerettigheder.

De to skal sammen forsøge at vinde en million kroner, og det er på forhånd bestemt at gevinsten - uanset om det bliver en million eller mindre - skal gå til Foreningen Grønlandske Børn.

Så mon ikke Grønlandske Børn bider negle, når de to venner kl.20 tager hul på besvarelsen af - hvis det går godt - i alt 15 knivskarpe spørgsmål. Pengene vil garanteret lune i foreningens arbejde for grønlandske børn.