Vil fratage fiskere deres fiskerilicens

Jollefiskere der ikke ikke betaler 1.500 kroner om året for en fiskerilicens vil blive frataget retten til at fiske.
Skrevet af Mads Ullerup
07. november 2012 13:16

Det bliver konsekvensen efter et flertal i Inatsisartut i dag stemte for Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Ane Hansens forslag.

Siden 2009 har landets jollefiskere skulle betale 1.500 kroner for at få deres fiskerilicens, men det nye er, at fiskerne nu får frataget retten til at fiske, hvis ikke de betaler licensen til tiden. Dertil kommer at de skal betale renter af restancen, hvis de ikke betaler til tiden.

Lovforslaget der i dag blev stemt hjem skal være med til at gøre fiskeriet herhjemme mere rentabelt, fortæller Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Ane Hansen.

- Vi har arbejdet meget hårdt på, at fiskerierhvervet skal være rentabelt, og vi har i den forbindelse sagt, at der er alt for mange små licenser til det kystnære fiskeri. Hvis man skal leve af den kvote, vi har i dag, så skal der være færre fiskere end der er i dag, siger Ane Hansen.

Både Siumut og Atassut stemte i dag imod forslaget, blandt andet med den begrundelse, at det ikke skal koste ekstra for fiskerne at udøve deres erhverv.

- Vi mener ikke, at det kan være på sin plads, at fiskerne skal betale et beløb alene for at kunne drive deres erhverv, siger Siumuts Karl Lyberth.

I 2011 havde ca. 100 jollefiskere problemer med at betale deres fikseri-licens og det betyder ifølge Ane Hansen, at de har en usund forretning, som de i virkeligheden ikke burde fortsætte.

- Hvis man ikke kan betale 1500 kroner, så må det betyde, at man ikke kan leve af erhvervet, og så må man forsøge at finde et andet rentabelt erhverv, siger Ane Hansen.

For Karl Lyberth er diskussionen dog af mere principiel karakter. Han mener af princip ikke, at man skal betale for at udøve sit erhverv.

- Vi tror ikke, at 1500 kroner ødelægger en fiskers levebrød, men vi synes bare, at det er forkert, at en fisker skal betale 1500 kroner for at kunne drive sit erhverv, siger Karl Lyberth til KNR.