Vidne: Bredahls egen skyld....

Skrevet af Karsten Sommer
12. december 2006 07:35

I dagens udgave af Ekstrabladet fremkommer en helt ny version af voldsepisoden på Strøget søndag morgen, hvor den tidlige verdensmester i boksning, Johnny Bredahl blev udsat for grov vold, og hvor en 18-årig grønlandsk mand i går blev varetægtsfængslet i 24 dage, anklaget for at have stået bag overfaldet.

Det er den 18-åriges ven og halvfætter, den 20-årige Charlie Reiding, der står frem og giver sin version af hændelserne søndag morgen.

– Jeg var selv til stede, og jeg kan slet ikke genkende politiets og mediernes fremstilling af forløbet, siger han og fortæller, at han og tre venner i virkeligheden forsøgte at hjælpe Bredahl, der ifølge den 20-årige var segnefærdigt beruset, da parterne mødtes ud for Gucci-butikken på Strøget.

Men han erkender, at den 18-årige slynger en halvfuld plasticflaske i ansigtet på Bredahl, der får en flænge under højre øje og bløder meget.

- Det skete fordi, min fætter blev forskrækket, forklarer Charlie Reiding ifølge Ekstrabladet.

- Bokseren slog ud efter ham og ramte ham med et knytnæveslag midt i panden. Det gjorde min halvfætter så vred og forskrækket, at han smed flasken, men han faldt hurtigt ned igen, og vi forsøgte også bagefter at hjælpe Bredahl.

- Der var ingen, der hverken sparkede ham eller trampede på ham, siger Charlie Reiding, der blev afhørt af politiet i op mod fire timer søndag aften og natten til mandag.