VIDEO Steen Lynge lover arbejde til en del af de fyrede

30 folk i Sydgrønland står uden arbejde ved årsskiftet. Air Greenland har fyret dem i erkendelse af, at selskabet ikke får servicekontrakten på helikoptertransport i området.
09. september 2014 08:14

Men nu lover Naalakkersuisoq for infrastruktur, Steen Lynge, mange af dem arbejde.

- Arbejdet skal fremover køres af Mittarfeqarfit i stedet for Air Greenland, og blandt de 30 afskedigede vil man ansætte nogle.

- Så det er ikke alle de 30, der bliver arbejdsløse. Nogle af dem får en stilling under Mittarfeqarfit, siger Steen Lynge til KNR.

Fordelingsnøgle på 75/25
Borgere i Qaqortoq og Nanortalik har demonstreret både mod fyringerne og den manglende helikopterservice. Men de er blevet forsikret om, at der fortsat skal være helikopterservice i deres byer.

- Ifølge, hvad vi har fået oplyst, er det fra Naalakkersuisuts side målet, at 75 procent af trafikken skal foregå med helikopter og 25 procent ad søvejen, hvilket falder fuldstændig i takt med vores ønske i Sydgrønland.

LÆS OGSÅ Fyret Air Greenland-medarbejder chokeret

- Det vil sige, at selv om Air Greenland ikke får serviceaftale på trafikområdet, vil heliportene ikke blive lukket, fortalte viceborgmester Simon Simonsen demonstranterne i Qaqortoq i fredags.

Både luft- og bådfart
Og det bekræftede Naalakkersuisoq for infrastruktur, Steen Lynge, i mandagens Qanorooq-udsendelse.

- Man har hørt kommunerne ad op til aftalerne. Vi går efter Kommune Kujalleqs mål og satser på transport både med fly og båd, siger han.