Videns- og rådgivningscenter for handicappede i støbeskeen

Et nyt videns- og rådgivningscenter for handicappede er i støbeskeen. Centerets arbejde vil blandt andet bestå i at indsamle, udvikle, bearbejde og formidle viden, samt at afholde kurser og konferencer.
Skrevet af Mads Lynge
16. september 2009 10:34

- Men langt den største del af centerets arbejde vil have internettet som sit værktøj, siger afdelingschef i handicapafdelingen i Departementet for sociale anliggender, Naja Rosing Fleischer:

- Via hjemmesiden vil man kunne henvende sig med forskellige spørgsmål og få rådgivning. Det vil også være muligt at henvende sig telefonisk eller med posten. Det primære vil være, at dem der har behov for rådgivning indenfor handipområdet, får et sted hvor de kan henvende sig.

Arbejdet med at oprette videns- og rådgivningscenter for handicappede, blev påbegyndt i 2007, det år hvor handicapkonferencen blev afholdt. Udmeldingen dengang var, at der var behov for en reform af handicapområdet, og håbet er, at videncenteret kan hjælpe befolkningen med mere viden om forskellige former for handicap.

- Det sker ofte at den rådgivning sman får de forskellige steder i Grønland, ikke er tilpasset de grønlandske forhold, siger Naja Rosing Fleischer.

På hjemmesiden www.ipis.gl vil information om de forskellige handicap være tilgængelige på både grønlandsk og dansk. Håbet er, at videns- og rådgivningscenter for handicap kommer op i omdrejninger i løbet af november måned.