- Vi vil gøre alt for, at det ikke sker igen

Sundhedsmyndighederne erkender nu, at man har svigtet i forbindelse med den skarpt kritiserede lukning af fødestuen i Maniitsoq.
Skrevet af Mads Fisker
12. april 2012 12:08

Det sker i en udsendt pressemeddelse med blandt andre fungerende cheflæge Kent Kleinschmidt som afsender.

- Beslutninger som denne skal selvfølgelig være velforberedte, så borgerne føler sig trygge ved sundhedsvæsenets tilbud. På det område har vi ikke været gode nok, hvilket vi beklager. Vi vil gøre alt for, at dette ikke sker igen, lyder det her.

Lukningen betyder, som det de seneste dage er blevet afdækket, at kvinder fra Maniitsoq allerede fra første maj skal føde i Sisimiut; en beslutning, der først blev offentliggjort for præcis en uge siden, hvilket har rejst både stor undren og ikke mindst voldsom kritik fra ansvarligt sundhedspersonale i begge de berørte byer.

Men samtidig med, at der altså nu lyder dyb beklagelse, bliver beslutningen om at lukke afdelingen forsvaret med blandt andet ti år gamle retningslinjer, der har til formål at bringe den høje spædbarnsdødelighed her i landet ned.

- Jeg ved at det er svært at skulle acceptere, men det er desværre nødvendigt at se på den fremtidige fødselsbetjening for at sikre mor og barn. Det er helt nødvendigt, at der er de rette ressourcer tilstede, hvis der skulle opstå komplikationer under fødslen. De gravide skal sikres et så godt graviditetsforløb som muligt og en sikker fødsel, lyder det fra den politisk ansvarlige, naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain, i den udsendte meddelse.

Og det kan fødestuen i Maniitsoq altså ikke i ønsket grad leve op til - hvilket nu ifølge ledende regionslæge Ove Rosing Olsen i realiteten har været tilfældet i årevis, som det lød tidligere på ugen.