"Vi troede hele tiden, vi skulle hjem"

- Vi havde ingen familie, vi havde ingen søskende, vi havde ingen sprog. Jamen så mister man jo også sig selv, ens egen psyke, siger Carla Lucia Knakkergaard.

I dag er hun pensionist, bor i Danmark og taler ikke grønlandsk. Men spoler vi tiden tilbage til 1951 er Carla en otteårig pige i minebyen Qullissat. En pige, som sammen med 21 andre børn udpeges af myndighederne til at deltage i et eksperiment. Grønlands skolevæsen skal gøres dansk, og de 22 børn skal være eliteelever, der kan danne forbillede for de øvrige. Carla er som den eneste forældreløs. Men hun har familie. Og hverken hun eller hendes ældste bror, Alaufi, der er familiens overhoved, synes, at hun skal fjernes.

- De fik bare at vide, at jeg skulle ud og rejse. Der blev ikke engang spurgt. Alaufi ville ikke have det, men så sagde de, at han kunne da ikke forlange at blive ved at forsørge de børn, husker Carla.

Sammen med de andre udvalgte bliver hun sat på M/S Disko mod Danmark, og ingen aner, hvornår de kommer tilbage. Mange familier tror faktisk, at der bare er tale om et ferieophold i Danmark. Men Carla og de fleste af børnene vender aldrig hjem. Målet er klart: De grønlandske børn skal omstøbes til gode små danskere.

- Vi blev opdraget kun på dansk. Vi måtte ikke snakke sammen på grønlandsk, det var forbudt. Vi skulle glemme sproget, siger Carla.

Myndighederne indser undervejs, at projektet er utopisk. I stedet for at sende de 22 børn hjem til skoler i hele landet, laves en ny plan. Nu skal de tilbage til Grønland - men på børnehjem i Nuuk. Carla og fem andre børn bortadopteres imidlertid til danske familier, til trods for at familierne derhjemme venter.

- Vi troede hele tiden, at vi alle skulle hjem, for det havde de jo sagt. Jeg savnede det hele, mine søskende, der hvor jeg er født og opvokset, mit sprog. Der var så uhyre stor forskel fra Danmark til Grønland, siger Carla, der først besøger sine søskende i Grønland i 1974, 31 år gammel. Sproget er blevet en mur i mellem dem.

- Min storebror Gabriel kunne ikke begribe, at jeg ikke kunne grønlandsk. Ja, det var lige før, han smed mig ud, fordi jeg ikke kunne grønlandsk, forklarer hun.

- Mine andre søskende kan kun grønlandsk, og de følelser, jeg har, kender de ikke, og jeg kender ikke deres. Der er alt for stor smerte og sorg.

Men tabuet ville blive brudt, mener Carla, hvis staten erkendte, at det var forkert at eksperimentere med grønlandske børn i 1950'erne.

- Så ville dem, der gjorde det, indse, at de gjorde noget forkert. Så ville min familie i Grønland bedre kunne forstå det.

I denne og næste uge stiller Radioavisen skarpt på Eksperimentet i 1951, og forsøger at få svar på, hvad der skete, hvorfor, og hvad det betød den gang og i dag.