Qujaukitsoq: Vi skal have styr på, hvad republikanernes politik er

Nu hvor præsidentvalget er afgjort, handler det om at udbrede kendskabet til Grønland og Arktis. Det sagde naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, da han besøgte os i studiet her til morgen for at kommentere valgresultatet.
Vittus Qujaukitsoq sammen med den arktiske ambassadør og udenrigsdirektøren Foto © : KNR
09. november 2016 11:21

I følge Vittus Qujaukitsoq vil Grønland benytte enhver lejlighed til at få kendskabet til Grønland og i særdeleshed også Arktis op på landkortet.

- Det gælder for os om at få så gode relationer til den kommende amerikanske administration om de udfordringer, der ligger i Grønland med hensyn til Thule Airbase, miljøgenopretning efter de militære installationer og så omkring forsvarsaftalen, som et enigt Inatsisartut har krævet skal genforhandles. 

- Så der ligger en lang række elementer med relation til USA, som vi skal have afklaret i den kommende tid. Så det bliver en spændende tid for os, som giver nogle nye muligheder for at få Arktis og Grønland i amerikanernes bevidsthed igen, siger Vittus Qujaukitsoq til KNR. 

Er de muligheder blevet nemmere med Trump?

- De er svært at sige. Jeg vil på stående fod ikke sige hvilke konsekvenser det får. Der er jo så mange elementer i Donald Trumps politik, som vi ikke kender. Og det kan vi jo ikke frasige uden at kende til indholdet. Så det bliver en udfordring, men også en ny mulighed for Grønland på mange måder, så det glæder vi os til, slutter Qujaukitsoq.  

Læs også Trump: Jeg lover at være præsident for alle amerikanere

Efter otte år med Demokraterne i Det Hvide Hus kan verden nu se frem til at skulle samarbejde med en kommende republikansk-ledet regering. 

Selvom det kom som en overraskelse at Donald Trump vandt, så vil Grønland samarbejde med USA, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus.

Det siger chefen for Grønlands repræsentation i Washington DC, Inuuteq Holm Olsen til KNR.

- Uanset hvem der sidder på posten og hvilken administration der er, vil vi samarbejde med dem som nu sidder der. På den front tror jeg ikke, at der vil være så store ændringer. Vi vil skulle samarbejde med den siddende administration, sagde Inuuteq Holm Olsen fra Washington som KNR har talt med.

Læs også Valg i USA 2016 OVERBLIK: Så mange valgmænd står Clinton og Trump til