Vi mangler løsninger på vores problemer

Siumut politikeren Nikolaj Jeremiassen er endnu engang ude med riven efter naalakkersuisoq Karl Lyberth. Jeremiassen efterlyser svar på de nære problemer, de problemer der angår i dag og i morgen. Ellers er der dog opbakning til Lyberth.
Skrevet af Peter Troelsen
03. december 2013 15:48

Nikolaj Jeremiassen, der er valgt i den nordlige del af Grønland, efterlyser blandt andet løsninger på de problemer, fiskerne i Kangaatsiaq har med indhandling. Dels de lave priser og dels de svære og til dels farlige forhold, man er udsat for, når der skal indhandles.

Også den midlertidige lukning af fiskefabrikken i Niaqornaarsuk har også fået Jeremiassen til at fare i blækhuset. Her har fabrikken været lukke på grund af saltmangel i halvanden måned, og selv om der blev bestilt salt midt i november kommer varerne først frem med årets sidste skib 16. december.

Jeremiassen ønsker løsninger på problemerne inden de koster menneskeliv, og han ønsker omgående handling fra naalakkersuisoq Karl Lyberth og fra Royal Greenland.