Vi er dårlige til at forebygge skimmelsvamp

Skimmelsvamp forpester et ukendt antal af vores boliger, og gør syge beboerne endnu mere syge. Men i 9 ud af 10 tilfælde er det beboernes egen skyld, fastslår rengøringsselskab.
Skrevet af Rune Langhoff
07. juli 2010 11:09

Rengøringsfirmaet ISS arbejder blandt andet med bekæmpelse af skimmelsvamp i boliger. Og rengøringsselskabet har tit oplevet, at beboerne selv er skyld i problemet.

- Beboerne gør simpelthen ikke nok for at bekæmpe den sygdomsfremkaldende svamp, siger Lars Andersen, som er afdelingschef i ISS i Nuuk.

Han oplyser, at beboerne i 90 procent af tilfældene, selv er skyld i problemet.

- De lufter ikke ud, putter viskestykker i ventilationskanalerne og tørrer tøj indenfor og det resulterer i, at der kommer på fugt på væggene, og så kommer skimmelsvampen.

Lars Andersen forklarer også, at folk er blevet mere opmærksomme på skimmelsvampen:

- Folk er i dag er blevet meget mere opmærksomme på problemet. For 20 år siden var det ikke så moderne, at gøre noget ved det.

Men det er stadig svært at opgøre problemets omfang. Ifølge INIs hjemmeside er det boliger i Nuuk, Aasiaat og Qaqortoq, der har været hårdest ramt af skimmelsvamp.

Men INI skønner, at omfanget er væsentligt større, end hvad man kender til i dag.

Den vikarierende landslæge Børge Sommer fastslår, at det især er folk med eksisterende luftvejslidelser, der får gener på grund af den forringende luftkvalitet, som skimmelsvampen fører med sig:

- Folk med allergiske lidelser, børn med astmatisk bronkitis og børn og voksne med astma vil hurtigere reagere med symptomer i form af hoste, utilpashed, træthed og svimmelhed end folk, der ikke har en allergisk lidelse, siger vikarierende landslæge Børge Sommer.