"Vi er alt for dårlige til at opdage fødselsdepressioner"

Skrevet af Mads Lynge
25. marts 2011 16:46

Noget tyder på, at vi er alt for dårlige til at opdage fødselsdepressioner her i Grønland. Ud af omkring 200 fødsler i Nuuk sidste år, var det kun en eller to, der fik konstateret fødselsdepression. I andre lande ligger tallet omkring 10 gange så højt.

Det finder læge og psykiater Nicolaj Kleist fra Dronning Ingrids Hospital bemærkelsesværdigt:

- Det er jo meget påfaldende. Og hvis det er rigtigt, så har jeg ikke nogen forklaring på det. Fødselsdepressioner hænger jo sammen med, at der under graviditeten jo sker nogle hormonelle forandringer, som kan øge dispositionen til depression. Og det vil sige, at hvis man er en person, som har haft flere depressioner, så vil det alt andet lige betyde, at hvis man bliver gravid, så er risikoen større end hvis man ikke har haft depressioner før, siger læge og psykiater fra Dronning Ingrids Hospital, Nicolaj Kleist.

Fødselsdepressioner, eller depressioner i forbindelse med graviditet og i forbindelse med fødslen, bliver i princippet behandlet på samme måde som de såkaldt almindelige depressioner. Men der er nogle forhold man skal tage i betragtning.

-Man skal foreksempel holde sig fra præparater, der kan give fosterskader, og undgå at give alt for stærkt medicin op til fødslen, da barnet kan blive sløvt eller uroligt, siger Nicolaj Kleist.

To sundhedsplejersker fra Dronning Ingrids Hospital er i disse dage i Danmark, hvor de skal lære hvordan man opdager, at en kvinde lider af fødselsdepression.
Ifølge tal fra den vestlige verden, udvikler omkring 10 procent af kvinderne nemlig fødselsdepression i større eller mindre grad, mens der her i Nuuk foreksempel kun bliver konstateret fødselsdepression i omkring 1 procent af fødslerne.

Nicolaj Kleist er dog ikke i tvivl om, at fødselsdepression findes, også i Grønland:

- Selvfølgelig findes den. Vi er jo biologisk ikke anderledes bygget op heroppe i forhold til vestlige lande, men jeg har ikke nogen forklaring på det. Det kan også godt være, at man ikke finder den, eller også er tærsklen for sådan noget er meget højere end i foreksempel Danmark, siger læge og psykiater fra Dronning Ingrids Hospital, Nicolaj Kleist.

Den 1.april i år, vil sundhedsplejerskerne Iben Motzfeldt og Sabina Andreasen begynde med at tilbyde dem, der har født en undersøgelse. Her skal den såkaldte Edinburgh-skala, som er et standardiseret spørgeskema, blive taget i brug.