Verdens største meteorkrater ved Maniitsoq

Geolog og seniorforsker hos GEUS, Adam Garde, har i mange år syntes klippelandskabet ved Maniitsoq så mærkeligt ud. Og allerede i '90erne slog det ham, at der kunne være tale om et meteorkrater. Men den idé turde han ikke gå videre med.

- Det var en meget, meget mærkelig ting. Jeg har gået med idéen i ti år. Jeg har endda lavet en doktordisputats om det. Men jeg har hele tiden vidst, at der var noget, jeg ikke forstod, fortæller Adam Garde.

Men da han i 2009 havde fået tildelt nogle dage til at forberede et seminar for Nuna Minerals om nikkel- og platinforekomster i området, brugte han anledningen til endelig at efterprøve sin gamle idé.

- Og så tænkte jeg: Nu hvor jeg alligevel skal derop, så tager du og siger: Hvad nu hvis min idé var rigtig. Og i løbet af de tre dage fandt jeg så meget, som entydigt pegede i retning af, at min idé var rigtig, at jeg faktisk allerede på det tidspunkt vidste det. Så faldt brikkerne på plads. Og så har der været en lang, lang periode efterfølgende med at dokumentere det videnskabeligt, siger Adam Garde.

Og det blev noget af en opgave - som altså først er helt fuldført for nyligt.

For Maniitsoq-krateret, der er tre milliarder år gammelt, mangler i dag de fleste af de kendetegn, man normalt identificerer et meteorkrater ud fra. Så Adam Garde og et lille internationalt hold af forsker-kolleger måtte dokumentere fundet ud fra andre, helt nye kriterier. Og de har givet ny viden til feltet:

- Man har fået nogle nye redskaber. Man ved nu meget mere om, hvordan gigantiske meteoritnedslag påvirker den dybe del af jordskorpen, og hvad det er, vi skal gå ud og kigge efter for at finde dem, og forstå hvordan de påvirker jorden.

Forskeren vil ikke selv sætte ord på, hvor stort et videnskabeligt fund, han egentlig har gjort. Men kraterets størrelse taler for sig selv:

- Selvom denne kraterstruktur ikke er så enorm i dag - der er måske tydelige tegn på det inden for en diameter på 150 kilometer - så har det været verdens meget største kraterstruktur og mindst dobbelt så stor som andre kendte kraterstrukturer, oplyser geologen.

Men følelsen af omsider at knække den geologiske nød, har Adam Garde let ved at sætte ord på:

- Det var simpelthen ligesom hvis man kravler op på toppen af et bjerg. Det var en fornemmelse af stor tilfredshed og glæde ved at få den indsigt, fortæller Adam Garde.

Den 1. juli publicerer det videnskabelige tidsskrift 'Earth and Planetary Science Letters' Adam Gardes artikel om meteorkrateret ved Maniitsoq.