Verdens største koralrev Great Barrier Reef ødelagt

Langt det meste af verdens største koralrev, Great Barrier Reef i Australien, er så godt som ødelagt. Korallerne har på relativt kort tid mistet deres farvestrålende udseende og er i stedet blevet hvide og afblegede.
Foto © : Richard Till/Flickr Creative Commons
Skrevet af DR
29. marts 2016 17:20

Det viser helt nye undersøgelser lavet af en australsk gruppe af forskere. De nye data viser, at 95 procent af revet har taget alvorlig skade.

En af forskerne Terry Hughes har undersøgt 520 af de i alt 2500 rev, og kun fire viste ikke tegn på skade.

- For mig personligt var det forfærdeligt at se ud af helikoptervinduet og se rev efter rev der var ødelagt efter blegning, fortæller professor Terry Hughes i et interview med det australske tv-station ABC.

Blegning af korallerne indtræffer ifølge forskerne, når korallerne oplever stress og følgelig mister deres farve.

Stress kan for koraller eksempelvis skyldes højere vandtemperaturer, hvilket får dem til at skille sig af med de mikroskopiske, fotosyntetiske alger, der giver dem deres farve.

Men der er også en fremtid for koralrevet, siger kurator hos Den blå Planet i København, Lars Skov Olsen. Han er overrasket over ødelæggelserne, men ser samtidig grund til optimisme:

- Får man styr på temperaturen, så skal der ikke mange koraller til for at genetablere bestanden, siger Lars Skov Olsen.

Den nye forskning viser nemlig, at nogle af korallerne forandrer sig i takt med klimaet.

- Oppe nordpå ved Great Barrier Reef har man fundet nogle koraller, som er mere tolerante over for temperaturforandringer, siger kurator i Den Blå Planet i København, Lars Skov Olsen.

Korallerne, som normalt ikke kan tåle det varme vand, har nemlig udviklet et forsvar.

- De har nogle alger inde i deres hus, som tåler over 31 grader, siger Lars Skov Olsen.

Og de alger vil man aktivt bruge.

- Nu er man i gang med at prøve at flytte dem rundt på de andre rev, så de temperaturtolerante alger kan brede sig ind de nye koraller, der kommer, siger kurator i Den Blå Planet i København Lars Skov Olsen til DR.