Verdens sejeste slædekørere kommer i mål

Mens årets største hundeslædeløb her i landet er få uger væk, er verdens længste af slagsen netop afgjort.
14. marts 2012 15:41

1820 kilometer igennem bjerge, over tundra og igennem megen sne og is. Så hård er udfordringen i verdens længste og sikkert også hårdeste hundeslædeløb.

Iditarod hundeslædeløbet startede den 4. marts fra Willow lige uden for Anchorage i Alaska, og her stillede 66 hundeslædekørere op. Men undervejs er 12 faldet fra, og i alt 54 slæder ventes dermed at nå frem til målstregen i Inupiaq-byen Nome i løbet af i dag.

Indtil videre er kun de allerhurtigste nået frem, og forrest i feltet stod slutspurten mellem Dallas Seavey og den kvindelig kører Aliy Zirkle, begge fra Alaska. Den ene havde ni hunde tilbage - den anden ti - af de 16, som udgjorde deres oprindelige spand.

Efter ni dages og nogle timers vanskeligt og opslidende løb, var der kun en times forskel mellem de to  hundeslæde kørere, da de tidligere i dag ankom til Nome.

Det blev Dallas Seavey, der vandt i tiden ni dage og fire timer. Aliy Zirkle var kun en time mere om at løbe de 1820 kilometer.

Iditarod-løbet bliver ivrigt fulgt at folk igennem internettet og fjernsyn. Det regnes slet og ret som årets største begivenhed i Alaska. Der var festlighder, da de tog afsted fra Anchorage og nu i Nome vil der blive endnu flere festligheder, når de mange hundeslæder  ankommer engang i dagens løb. Indtil nu er der kun 6 ankommet, 48 løber endnu.