Verdens ældste mand er død

Verdens ældste mand, den pensionerede amerikanske jernbanearbejder Walter Breuning, er død i en alder af 114 år.
15. april 2011 09:52

Ifølge det plejehjem i den amerikanske delstat Montana, hvor han boede, døde han torsdag en naturlig død.

I et interview med en lokal avis for to år siden gav Breuning selv udtryk for, at årsagen til hans høje alder kan forklares med, at han levede et ret simpelt liv. I de seneste 35 år har han ladet sig nøje med to daglige måltider.

- Når man kommer ind i vanen med ikke at spise om aftenen, indser man, hvor godt tilpas man føler sig, sagde han til avisen Great Falls Tribune i 2009.

Breuning blev født i Melrose, Minnesota, den 21. september 1896. Han er registreret i 2011-udgaven af Guinness Rekordbog som den ældste nulevende mand. Den titel går nu videre til japaneren Jiroemon Kimura, der fylder 114 år på tirsdag.