Verdens ældste er død

Verdens ældst kendte person, italieneren Emma Morano, døde lørdag, 117 år og 137 dage gammel.
Skrevet af Ritzau
17. april 2017 17:32
Versionist Karsten Sommer

Morano var født i 1899, og var dermed formentlig Klodens sidste overlevende, født i 1800-tallet.

Da hun blev født, var Storbritannien i krig med boerne i Sydafrika, og hun oplevede begge verdenskrige samt introduktionen af blandt andet biler, radio, tv, telefoner og fly.

Morano blev i stigende grad en berømthed i kraft af hendes ekstremt høje alder.

Frisk ældre dame

Hendes fødselsdage blev markeret med megen medieomtale og koncerter og fester i Verbania - byen, hvor hun boede i det nordlige Italien.

Der findes blandt andet en video af, hvordan hun tilsyneladende åndsfrisk selv puster lysene 1-1-7 ud ved sin sidste fødselsdag i november 2016.

Se videoen her

Hun mente selv at hemmeligheden bag sin høje alder, var rå æg.

To rå æg om dagen holder lægen væk

Helt siden hun var teenager, spiste hun dagligt tre æg - to af dem rå. Det har hun fortalt til The New York Times.

Hun pointerede også, at det er vigtigt at gå tidligt i seng, ikke at ryge og kun at drikke vin i moderate mængder. Hun drak dog en del cognac.

En anden forklaring, sagde hun, var, at hun har været single, siden hun smed sin voldelige mand ud i 1938.

- Jeg ville ikke domineres af nogen, sagde Emma Morano.

/ritzau/