Ventelister halveret

En særlig indsats for at nedbringe ventelisterne til behandling i sundhedsvæsenet bærer nu frugt.
Skrevet af Karsten Sommer
20. maj 2014 12:21

Den gennemsnitlige ventetid til hofte- og knæoperationer er eksempelvis halveret siden 2010. Og også ventetiden på øjenoperationer er nedsat.

Og det er en god nyhed for befolkningen.

Det gør nemlig ondt at gå med en slidt hofte eller knæ - og gør livet vanskeligt ikke at kunne se på grund af grå stær.

Derfor er det godt for alle, at ventetiden for at blive opereret for disse meget almindelige lidelser nu er blevet kortere.

I 2010 måtte mennesker med en slidt hofte i gennemsnit vente 3 år på at få hoften skiftet ud. I dag er den ventetid nedbragt til 16 måneder, og det samme gælder for knæoperationer.

Ventetiden på at få opereret grå stær var sidste år på godt 20 måneder. Men flere penge til området bedre planlægning har skåret et halvt år af ventetiden.

Steen Lynge, naalakkersuisoq for sundhed, er særdeles glad for udviklingen:

- Vi har ønsket at få de lange ventelister væk, og Inatsisartut har bevilliget penge til det. Nu ser det ud til, at anstrengelserne bærer frugt, siger Steen Lynge.

Det politiske mål er, at den gennemsnitlige ventetid til alle behandlinger skal ned på et år. Noget der også vil gavne samfundsøkonomien. Ventetiderne medfører nemlig lange sygemeldinger og øgede udgifter til offentlig forsørgelse.

Departementet for Sundhed erkender dog samtidig, at ikke alle problemer med ventetider er løst.

Det skyldes, ifølge Departementet, at flere ønsker behandling. Blandt andet fordi folk bliver ældre og ældre, og derfor får brug for at blive behandlet for flere sygdomme.