Venstre skifter igen ud på posten som grønlandsordfører

Det sker, fordi den nuværende ordfører og tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech i går meddelte, at hun forlader dansk politik.
Skrevet af Martine Lind Krebs
13. august 2013 06:28

Hun har fået job som public affairs manager hos kommunikationsbureauet Advice. Et job hun tiltræder 15. august, og hun stopper derfor i Folketinget med det samme.

Gitte Lillelund Bech overtog posten som Venstres grønlandsordfører, da hendes forgænger Birthe Rønn Hornbech efter eget ønske fik en mere tilbagetrukket placering i partiet. Gitte Lillelund Bech markerede sig især i debatten om den grønlandske storskalalov.

Venstres nye folketingsmedlem, bliver førstesuppleanten Jakob Engel-Schmidt. Venstres pressetjeneste oplyser, at det endnu ikke vides, hvem der bliver ny grønlandsordfører. Den nye konstituering ventes at ske i løbet af en måned.