Venskabsbyer knytter bånd

Roskilde Kommunes Inuit Nu-arrangementer handler også om at styrke det fremtidige samarbejde mellem de to venskabsbyer, Roskilde og Nanortalik.
Skrevet af Arne Mølgaard
13. april 2011 15:06

Marie Berthelsen, der er projektkoordinator i Roskilde Kommune siger således om idéen til et stort grønlandsk tema i Roskilde.

- Vi er blevet slået sammen med to andre kommuner og det har Nanortalik også, og de kommuner har næsten ingen kendskab til vores venskab med Nanortalik. Så det er én af grundene til, at vi har startet Inuit Nu.        

Forskellige firmaer og foreninger i Roskilde Kommune har modtaget arrangementerne med åbne arme.

- Det har faktisk været som en lille snebold, der vokser større og større. Flere og flere kulturelle foreninger i Roskilde har ligeså stille meldt sig til, siger Marie Berthelsen.  

Udgifterne til de mange arrangementer bliver dækket af de forskellige arrangører. Kulturudvalget i Roskilde Kommune har ligeledes bevilget 100.000 kroner til markedsføring af Inuit Nu.