Vellykket operation

Lægerne på Rigshospitalet havde godt nyt efter operationen af den ene kvæstede fra Nutaarmiut.
Skrevet af Karsten Sommer
10. februar 2012 12:48

De to hårdt kvæstede mænd på henholdsvis 81 og 32 år fra Nutaarmiut blev i går evakueret - først fra Nuuk til Kangerlussuaq, og dernæst afhentet af et evakueringsfly fra Air Alsie, der fløj patienterne til København, hvor de ankom klokken 5 i morges, dansk tid.

Cheflæge Carsten Thordahl fra Dronning Ingrids Hospital i Nuuk kunne meddele, at den 81-årige mand nu er blevet opereret, og at operationen er gået godt.

- Rigshospitalets læger har oplyst mig, at operationen har været vellykket, og at den 81-åriges tilstand er stabil, omend stadig alvorlig, siger Carsten Thordahl.

Den 32-årige er ligeledes blevet undersøgt, og hans tilstand er ligeledes stabil, fortæller cheflægen, der ikke forventer at der kommer flere oplysninger fra Rigshospitalet før mandag.

Landsretten afgør mandag om Nutaarmiut-sagen fortsat skal behandles for lukkede døre eller ej.

Administrationschef hos politiet, Claus Risbjerg oplyser i dag at politiets anke mod kendelsen om lukkede døre, nu er fremsendt til den 22-årige gerningsmands forsvarer, som nu har weekenden til at fremføre sine argumenter for at dørene fortsat skal holdes lukkede i sagen om de 3 drab og 4 drabsforsøg fra Nutaarmiut.