Vellykket moskusoksejagt

Den største kommercielle moskusoksejagt i Canada, der finder sted på Banks Øen, har i år været yderst vellykket. Det er en god indtægtskilde for indbyggerne i Inuvik og fra Sachs Harbour, der ikke har mange indtægtsmuligheder om vinteren.
16. januar 2012 07:45

Banks Øen i den nordvestlige del af Nordvestterritoriet, i Inuvialuit regionen, har verdens største bestand af moskusokser, og det anslås, at to tredjedele af alle verdens moskusosker lever her.

Fangere fra Inuvik og fra Sachs Harbour, deltog i jagten, der fandt sted for første gang i tre år. Sachs Harbour er den eneste bygd på Banks Øen og den mindste i Inuvialuit-området med dets kun 140 indbyggere.

Ialt blev der fanget 250 moskusokser; både kødet, pelsen og den meget dyrebare uld vil blive brugt. Der var 25 fangere direkte involveret i jagten, mens andre fra bygden arbejdede med at behandle pelsene, ulden og kødet. 

Den økonomiske udviklingsorganisation i Yellowknife, som var med til at organisere jagten, vil mødes sidst i januar for at drøfte endnu en jagt i 2013, og om jagten kan blive en vigtig del af den fremtidige økonomiske udvikling i Sachs Harbour.