Vejr og is driller regentparrets besøg

Efter planen skulle dronning Margrethe og Prins Henrik være fløjet fra Qaanaaq til Upernavik i aftes, men dén plan måtte opgives. I stedet må regentparret afvente nærmere besked om muligheden for at flyve i dag kl. 9.00.
Skrevet af Jaaku Lyberth
12. juli 2011 06:00

Lykkes det ikke, vil dronningen og prinsgemalen blive sejlet fra Qaanaaq med inspektionsskibet Einar Mikkelsen, der vil blive mødt af et andet af søværnets inspektionsfartøjer Hvidbjørnen.

Herefter går turen til Upernavik, hvor Kongeskibet Dannebrog og borgerne med borgmester Jess Svane i spidsen venter på at modtage regentparret.

Men som sagt: Først kl. 9.00 vil vi blive klogere på, hvordan dronningen med følge kommer ud af Qaanaaq og videre i det omfattende rejseprogram, og om forsinkelserne vil betyde ændringer i programmet.

Den allerseneste melding fra Upernavik lyder på, at der nu til morgen er tæt tåge over Melvillebugten og det kan betyde at flyplanerne må droppes.