Vejledende folkeafstemning på vej i Nord

Den 25. marts får borgerne i Qaasuitsup Kommunia mulighed for komme med deres mening om kommunens fremtidige størrelse. Kommunalbestyrelsen har nemlig besluttet, at bliver dagen hvor den vejledende og ikke-bindende folkeafstemning om Qaasuitsup Kommunias størrelse finder sted.
04. marts 2014 04:09

Det har kommunalbestyrelsen besluttet og forberedelserne er nu gået i gang. Forud ligger nemlig en oplysningskampagne om for og i mod en opdeling af kommunen:

- Beslutningen blev, at udvalget for Demokrati nu skal lave en rejseplan for de medlemmer af kommunalbestyrelsen, der skal deltage i oplysningskampagnen om evt. en kommuneopdeling, siger borgmesteren i Qaasuitsup Kommunia, Ole Dorph, fra Siumut.

Udvalget for Demokrati, Kommune, Kommunikation og Infrastruktur skal derudover udarbejde et økonomisk overslag over hvor mange penge kommunen, skal punge ud for oplysningskampagnen, før den vejledende folkeafstemning om Qaasuitsup Kommunia.

- Og når de forskellige ting er så lavet af udvalget, så bliver kommunalbestyrelsen indkaldt til et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde, som jeg forventer, kommer til at ske muligvis i næste uge, siger Ole Dorph.

Herefter vil medlemmer af kommunalbestyrelsen og kommunale embedsfolk altså foretage en oplysningsrejse rundt i verdens geografisk største kommune.

Når den vejledende folkeafstemning i Qaasuitsup Kommunia er foretaget, så kan kommunalbestyrelsen beslutte at indstille en evt. deling af kommunen til Naalakkersuisut og Inatsisartut.