Ved intet om hvornår folk vender tilbage

Mellem 120 og 130 af Selvstyrets medarbejdere er i øjeblikket uden arbejdsplads. Hvor meget af huset, der er ramt af skimmelsvamp vides endnu ikke.
07. april 2011 13:20

 I allerværste fald skal det overvejes om hele Inatsisartut bør rives ned.

Skimmelsvampens indtog i landets centraladministration har forårsaget, at 120-130 medarbejdere ud af de cirka 200, der normalt har til huse i Selvstyrets hovedbygning er sendt hjem på ubestemt tid.

Status idag er, at eksterne partnere er begyndt at kortlægge hele huset skridt for skridt, fortæller HR-chef i Selvstyret, Daniel Gottrup. Undersøgelserne alene kan koste op mod en million kroner. Dernæst kommer udbedringerne. Hvor langt op i millionklassen, den regning kommer, er naturligvis afhængig af, hvor meget af bygningskomplekset, der er inficeret.

Lige nu er det kun i én sektion, at svampen er konstateret. Men det er usandsynligt, at man slipper med det, lyder det fra Daniel Gottrup.

- Det værste scenarie er, at man når frem til, at det stort set er hele bygningen, der er problemer i, og at man når frem til, at det vil være meget dyrt at udbedre det. Der vil jeg antage, at man primært vil kigge på, hvad der er mest økonomisk rentabelt for samfundet over en længere tidshorisont og få vurdering af, hvad det vil koste at udbedre det, hvad det vil koste at bygge nyt, og hvad det vil koste med en mellemløsning, siger HR-chefen.

Man har ingen præcis tidsplan over, hvor lang tid undersøgelserne vil stå på, men Daniel Gottrup regner ikke med, at man har overblik over hele bygningens tilstand før engang efter påske.

Men indtil videre, mens de ansatte må arbejde hjemmefra, er arbejdseffektiviteten i Selvstyret i al fald på lavt blus.

- Man kan jo nok forvente, at der bliver et kortvarigt effektivitetstab. Efterhånden som vi kommer bedre igang med at få etableret en struktur for hjemmearbejdspladser og forhåbentlig også får etableret eller lejet nogle arbejdspladser et andet sted, så kan vi forhåbenltig komme lidt mere tilbage i vante gænge og få den fulde effektivitet tilbage igen, slutter HR-chef i Selvstyret, Daniel Gottrup.