Varna i godt selskab

Nuuk og Sisimiut får i slutningen af denne uge chancen for at opleve et brag af en blueskoncert med den internationalt kendte Ole Frimer Trio og vores egen bluesdronning, Varna.
08. marts 2011 09:15

Ole Frimer har tidligere lavet musikalsk workshop i Nordgrønland. Her har han undervist blandt andet gruppen Disco Bay Blues og Varna, som han siden har holdt kontakt med.

Varna kommer fra Nuuk og debuterede i efteråret 2006 med CD´en "I wish" - overvejende med egne kompositioner og numre skrevet af bassisten Jorsi Sørensen, der også er med ved ugens koncerter sammen med Villads Sandgreen og Nino Fencker.

På fredag spiller gruppen i Katuaq i Nuuk og rejser dernæst på lørdag videre til Sisimiut og giver koncert i Taseralik om aftenen.

Forud for koncerten i Nuuk bliver der afholdt workshops for unge talenter, det sker i samarbejde med musikskolen og foregår over 3 dage, fra i dag og frem til på torsdag.