Valutafond spår største nedtur siden 30erne

I kølvandet på coronakrisen er der i 2020 udsigt til den største nedtur for verdensøkonomien siden depressionen for snart 100 år siden.
Det samlede tab fra krisen kunne opgøres til 62.000 milliarder kroner. Det svarer til størrelsen af Tyskland og Japans økonomi tilsammen. Foto © : Bruno Sanchez-Andrade /flickr
Skrevet af Ritzau
15. april 2020 10:25

Det vurderer Den Internationale Valutafond, IMF, i en ny prognose.

IMF vurderer, at verdensøkonomien skrumper med 3,0 procent i 2020. For bare tre måneder siden forventede IMF, at økonomien ville vokse 3,3 procent i år.

Et samlet tab på 62.000 milliarder kroner

Holder prognosen, vil økonomien i 2020 opleve den største nedtur siden depressionen i slutningen af 1920'erne og 1930'erne.

Selv om der igen ventes fremgang i 2021, så vil det samlede tab fra krisen kunne opgøres til 9000 milliarder dollar - 62.000 milliarder kroner. Det svarer til størrelsen af Tyskland og Japans økonomi tilsammen.