Valgkommentator: Stol ikke på nye parti-alliancer

I kølvandet på en meningsmåling fra HS Analyse i IA’s favør og anklager om misbrug mod Siumut-politikere, lægger flere og flere partier nu afstand til Siumut. For Atassut er partilederrunden på søndag afgørende for alliancen, men man kan ikke regne med partiernes hensigtserklæringer, mener ekspert. Først efter valget kender vi de politiske makkerpar.
26. maj 2009 15:38

Spørger man de førende oppositionspartier IA og Demokraterne, udelukker de nu begge et samarbejde med Siumut efter valget. Også Kandidatforbundet foretrækker et samarbejde med IA, der står til at blive Landstingets største parti, mens Sorslaat Partiaat ikke vil pege på en foretrukken samarbejdspartner.

Selv Siumuts koalitionspartner Atassut, som er gået til valg på at fortsætte samarbejdet, vejrer nu muligheden for at skifte alliance.

- Vi har været meget glade for at samarbejde med Siumut, men hvis vi øjner muligheden for at gøre det endnu bedre over for den grønlandske befolkning, så er vi åbne over for alle muligheder og alternativer, siger næstformand i Atassut Jensine Berthelsen.

Ifølge partiets ledelse bliver partilederdebatten på KNR søndag afgørende for, hvem Atassut vil samarbejde med efter valget.

- Ethvert signal fra de andre partier er meget vigtigt for vores sonderinger af, hvordan og hvorledes det fremtidige politiske landskab skal se ud. Så selvfølgelig bliver den afsluttende partilederrunde et meget afgørende punkt, siger Jensine Berthelsen.

Men de politiske skilsmisser og proformaægteskaber skal tages med et gran salt, påpeger valgkommentator Sten Lund.

- Man prøver at lægge afstand til Siumut i kraft af de meningsmålinger, der er kommet, og man begynder at ty til det parti, som har udsigt til et godt valg.

Historien har nemlig vist, at vælgerne ikke altid kan regne med, at partiernes hensigtserklæringer holder stik, når stemmefordelingen er på plads, mener Sten Lund, der er cand.scient.pol.

Han peger på, at det er mandatfordelingen partierne imellem og ikke holdninger, der i sidste ende afgør, hvilke partier der frier til hinanden på valgnatten.