Valgkamp sætter KNR-koncepter på pause
Helt konkret betyder det, at debatkoncepterne Kassoq og Isummersorfik samt Qiviarfik holder pause.
- Når landet går ind i en valgkamp, så skifter KNRs opgave også. Så skal der produceres valgudsendelser og afholdes valgdebatter, så befolkningen kan få en solid indsigt i de opstillede partier og kandidaters holdninger og planer. Derfor samler vi vores kræfter om den opgave under valgkampen, siger nyhedschef Mikkel Bjarnø Lund.
Derfor udgår debatkoncepterne Kassoq og Isummersorfik allerede fra i dag, mens KNR på mandag sender den sidste Qiviarfik på denne side af valget.
- Men lige nu sidder vi og lægger sidste hånd på en spændende valg-debat-plan, som både kommer til at indeholde de traditionelle vælgermøder rundt om i landet, emnebaserede debatter og meget andet. Det skal nok blive både underholdende, oplysende og indholdsrigt, siger nyhedschefen.
KNR vil melde en detaljeret plan ud, når den endelige valgdato ligger klar i næste uge.