Vajgat musik i Tasiilaq
"Qullissara" er en fortælling i tale og musik om kulminebyen Qullissat på Diskoøen, der blev tvangslukket i 1972, og siden har stået som symbol på datidens kolonistyre i Grønland.
Qullissat var den første globaliserede by hvor der, på grund af byens kulmine, arbejdede folk fra mange forskellige lande.
Samtidig var det Grønlands musikby nummer 1 i kraft af byens specielle Vaigatmusik, der blandt andet introducerede hawaiiguitaren i grønlandsk musik.
Qullissara-teaterkoncerten havde i sommer premiere, netop i Qullissat, i forbindelse med markeringen af 40-året for byens nedlæggelse.
Modtagelsen var overvældende. Masser af iørefaldende grønlandske evergreens, garneret med en fortælling om et kapitel i Grønlands historie, som stadig er aktuelt den dag i dag.
Stykket er skrevet af skuespillerinden Makka Kleist, der selv kommer fra Qullissat, og det musikalske hold på scenen i Tasiilaq i aften tæller blandt andet populære navne som Kimmernaq Kjeldsen, Miké F. Thomsen, Hans Jørgen Damgaard, Jens Nielsen, Villads Sandgreen og Pilu Noahsen.
Tasiilaq-opførelsen i aften er starten på en Grønlandsturne, der i de kommende måneder bringer Nationalteateret til Aasiaat, Ilulissat, Qasigiannguit, Sisimiut, Maniitsoq, Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik.
Næste weekend - den 1. og 2. september er der Nuuk-premiere i Hans Lynge salen i Katuaq.