Vagtmanden i Oslo havde skudt sig selv

Den vagtmand som i går angiveligt blev beskudt ved Oslos universitet, viser sig selv at stå bag dramatikken.
Skrevet af Ritzau
06. august 2015 13:31

Det viser sig, at han skød og sårede sig selv og også selv placerede den bombelignende genstand, som satte Oslo på den anden ende i mange timer.

Vagten blev onsdag opereret på Ullevål-hospitalet, efter at han var blevet ramt af fem kugler.

Læs også Oslo i højeste alarmberedskab

Men derefter begyndte politiet at afhøre ham, og under afhøringen endte det med at han indrømmede, at han selv havde affyret skuddene.

Politiet ønsker ikke at fortælle, hvordan de fik mistanke om at vagten selv stod bag skuddene. Og de siger også, at det er for tidligt at spekulere i motivet bag handlingen.

Skydevåbnet er fundet og beslaglagt. Vagten bidrog til at finde det. Politiet leder foreløbig ikke efter andre involverede i sagen.