Værsgo' håndværkere, byd ind!

DEBAT I KNR: Direktøren for landets lufthavne opfordrer lokale håndværkere til at byde ind i en pulje opgaver på i alt 17,3 millioner kroner.
12. maj 2014 11:02

I de kommende måneder bliver der ekstra travlt omkring landets lufthavne. En stribe projekter hos Mittarfeqarfiit er via Selvstyrets anlægs- og renoveringsfond fremskyndet for at skabe arbejdspladser og vækst.

Mittarfeqarfiit har fået bevilget 17,3 mio. kr. til ekstra opgaver, og målsætningen er, at pengene skal skabe nye job særligt udenfor Nuuk. Men hele forudsætninger er, at der er lokale håndværkere, som byder ind på udbudsopgaverne.

- Det er opgaver, som har stået længe på vores ønskeliste over forbedringer, at få bedre forsyning af vand til to lufthavne og sikre og energirigtige rammer på et par af hotellerne. Nu får vi økonomisk rum, så vi kan løse opgaverne, uden det vil tære på den daglige drift, siger direktør i Mittarfeqarfiit Jens Lauridsen.

Mittarfeqarfiit regner med at bruge pengene til nye vandledninger til Kulusuk og til Kangerlussuaq. Sidstnævnte som erstatning for den, der blev ødelagt i 2012. Og så kommer der også en lang række andre reparationer primært på hotellerne i Kangerlussuaq og Narsarsuaq.

Alle opgaver vil blive sendt i udbud hurtigst muligt, fortæller direktøren.

- Hele tanken med disse midler er at skabe beskæftigelse i Grønland, og vi mener at disse projekter ligger 'lige til højrebenet', så mange af landets lokale håndværkere og bygmester kan byde ind. Og det håber vi rigtigt meget, at de vil gøre, så vi kan få skabt nogle lokale arbejdspladser, siger Jens Lauridsen.

Tirsdag formiddag sætter Debat i KNR fokus på de i alt 174 millioner, som er blevet afsat. Hvor er pengene taget fra, og hvorhenne kommer de til at blive brugt?

IA-formand, Kuupik Kleist skal debattere med naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer, Jens Erik Kirkegaard. Debatten starter klokken 10 i KNR Radio, og den danske debat klokken 10:30. På tv kan man se debatten klokken 19:30 og 20:00. Debatten er denne gang tilrettelagt af Nuno Isbosethsen og Niels Søndergaard.