Værker af Anne-Birthe Hove udstilles i Odense

Nordatlantisk Hus i Odense åbner i dag den 3. november en udstilling med værker af kunstneren Anne-Birthe Hove, der var født og opvokset i Grønland, og i en årrække boede i Nuuk indtil sin alt for tidlige død i 2012.
Skrevet af Simon Uldum -
03. november 2016 08:12

Den aktuelle udstilling rummer værker fra hele Anne-Birthe Hoves kunstneriske virke, fra de tidlige tegninger i 1960’erne til de sidste grafiske værker i 2012. Det skriver Nordatlantisk Hus på sin hjemmeside.

Kurator for udstillingen er Rikke Diemer og arrangeret i samarbejde med Anne-Birthe Hoves enkemand, Thomas Stensgaard og Bornholms Kunstmuseum.

Ny bog om Anne-Birthe Hove og hendes kunst

I forbindelse med åbningen af udstillingen præsenterer milik publishing en helt ny bogudgivelse om Anne-Birthe Hove og hendes kunst. Bogen, der er blevet til samarbejde med Anne-Birthe Hoves enkemand, kan købes til åbningen den 3. november klokken 16.00-18.00.

Udstillingen åbnes af Thomas Stensgaard, og Rasmus Lyberth, der var Anne-Birthe Hoves langvarige ven vil sørge for underholdningen.

Udstillingen kan ses frem til 13. januar. Der er fri entré til åbning og udstilling.