Uummannaq fejrer 250-års dag i dag

Der festes i Uummannaq i dag. Det var i 1763 - for 250 år siden - at byen blev grundlagt af den danske kolonibestyrer I.H.Bruun
20. juli 2013 16:58

Hele ugen har faktisk budt på festligheder i Uummannaq. Således har dagene siden mandag været dedikeret til forskellige grupper. Det har været kunstnernes dag, musikernes dag, museets dag og ældreforeningens og kvindeforeningens dag. Men det er i dag, at byen for alvor fejre sin 250 års fødselsdag. I dag er det Uummannaqs dag.

Blandt dem der har fundet vej til byen er formand for Inatsisartut og tidligere folketingsmedlem og landsstyreformand Lars Emil Johansen.

Lars Emil Johansen og hans familie har fyldt meget i Uummannaqs historie, blandt andet var hans mor den første valgte kvinde til Grønlands landsråd og kendt som det eneste mandfolk i råddet.

Fødselaren har dog også betydet meget Lars Emil Johansen.

- Hele min psykologiske ballast i barndoms og tidlige ungdomsårene, den hentede jeg herfra. Min selvtillid, den har jeg lært i Illorsuit og den har jeg fået videreudviklet i Uummannaq. Så det har betydet meget for min politiske karriere.

Siger Lars Emil Johansen, som voksede op nær Uummannaq,  men forlod byen i 1960 for at tage på efterskole.

- Dengang var Uummannaq lukningstruet. Temaet var affolkning og dårlig økonomi. Byen levede af fangererhvervet, men det var ikke tilstrækkeligt til at holde gang i hjulene og selve byens eksistens var i fare.

Mange flyttede de følgende år til hovedstaden og fik bolig i den nye gigant konstruktion Blog P.
 
- Der er jo for nyligt blevet nedrevet en stor bygning i Nuuk, som faktisk var monumentet for Uummannaqs affolkning, siger Lars Emil Johansen, der glæder sig over, at fødselaren har det væsentligt bedre i dag.

- Uummannaq er i dag en driftig fiskeri by og indeholder store potentialer for turisme og mineindustri, som man også har haft her. Det er i hvert fald alt andet end affolkningstruede toner, der hersker, siger han.

Han er ikke i tvivl om, hvad der gør Uummannaq speciel.

- Uummannaqs vigtigste ressource er den ukuelige befolkning, der befolker byen og bygderne. Der er således en anderledes aktiv befolkning her, efter min iagtagelse.

Derfor mener Lars Emil Johansen heller ikke, at der er tilfældigt, at landets nuværende og første kvindelige leder er fra Uummannaq. Ligesom den første valgte kvindelige politiker, hans mor, var fra byen

Han er heller ikke i tvivl om, at fødselaren går en god fremtid i møde og er kommet sig over de sygdomme, der tidligere karakteriserede byen.

 - Uummannaq har stærke ressourcer og stolte traditioner. Og derfor mener jeg, at fremtiden for Uummannaq kan betegnes som lys og lovende. Helt markant anderledes end det Uummannaq jeg forlod i 1960.

Sagde Lars Emil Johansen, der altså i dag var i Uummannaq for at fejre byens 250 års fødselsdag.

Og en af de ting han foretog sig i dag var at hædre et andet bysbarn, Formanden for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, der fik overrakt Selvstyrets medalje - Nersornaat - i guld.