USA's ambassadør i Danmark i Nuuk

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Laurie Fulton, er lige nu på besøg i Nuuk. Det er ikke et formelt besøg med en officiel dagsorden, men som ambassadør for hele kongeriget har Laurie Fulton en ambition om at aflægge Grønland visit en gang om året.
25. oktober 2012 08:07

Formålet med det er at pleje kontakten med Naalakkersuisut, mødes med virksomheder og organisationer og få en snak med universitetsstuderende.

- Det er blot en mulighed for at komme ud og tale med grønlændere om, hvad der optager jer og så selvfølgelig tale om USA, fortæller Laurie Fulton, der ankom til Nuuk tirsdag formiddag..

Som ambassadør har hun lagt kræfter i at sørge for, at Washington ikke glemmer Grønland, lyder det. Og ifølge hende er den amerikanske interesse for Arktis vokset:
 
- Arktiske emner er selvfølgelig rigtig meget på præsident Obamas og udenrigsminister Clintons dagsorden. USA er et arktisk land på grund af Alaska. Og jeg vil være sikker på, at USA husker på at udover Alaska er vi også meget tætte på et andet arktisk land, nemlig Canada, men også på Grønland. Så jeg tror at den amerikanske interesse i Arktis er øget og herunder også i Grønland, siger ambassadøren.

Den 62-årige Laurie Fulton blev udpeget som ambassadør af Barack Obama i 2009 efter at have støttet ham under valgkampen.Og selvom ambassadøren hepper på et genvalg til præsident Obama, vil valgresultatet ikke ændre på det amerikanske engagement i Grønland, mener hun:

- Uanset hvem der bliver valgt som præsident, vil USA og Danmark fortsætte med at være gode og stærke allierede, og jeg forventer også at USA og Grønland vil fortsætte med at være allierede og venner, lyder det fra Laurie Fulton.

Efter to døgn i Nuuk forlader hun landet torsdag formiddag.