USA leverer 492 ton nødhjælp via genetableret anløbsbro i Gaza
USA har genoptaget leveringen af nødhjælp via en genetableret anløbsbro ud for Gazastriben.
Det oplyser USA's militære centralkommando, Centcom, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- I dag (lørdag, red.) blev i alt cirka 492 ton meget tiltrængt humanitær assistance leveret til befolkningen i Gaza, har Centcom oplyst via det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter.
Tirsdag i sidste uge meddelte det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, at en del af anløbsbroen var knækket af fra resten, så den ikke længere hang sammen. Der var tale om en stormskade.
I maj blev der leveret over 1000 ton nødhjælp via den amerikanskbyggede anløbsbro.
Ingen amerikanske soldater gik lørdag i land i Gazastriben, lyder det videre fra det amerikanske militær.
Leveringen gik i gang klokken 10.30 lokal tid i Gaza.
Præsident Joe Biden besluttede i marts, at USA skulle etablere en midlertidig havn, hvor der kunne leveres nødhjælp til Gazastriben.
Havnen består af den flydende anløbsbro og en fæstnet kaj, som lastbiler kan bruge til at køre nødhjælpen fra skibe til FN's distributionscentre i Gazastriben.
Inden nødhjælpen når til Gaza, bliver den sendt til Cypern, hvor den læsses på handelsskibe, som transporterer den til en flydende platform, der ligger forankret flere kilometer ud fra Gazas kyst.
Herfra bliver nødhjælpen sejlet ind til den flydende anløbsbro af mindre militære fartøjer, som hver kan transportere mellem 5 og 15 lastvognslæs med nødhjælp.
Ifølge FN spreder sult og hungersnød sig i Gaza, som er hjem for over to millioner mennesker.
Civilbefolkningen i Gazastriben lider under den hidtil blodigste krig mellem den regerende Hamas-bevægelse og Israel.
/ritzau/