USA-kender: Biden får svært ved at ændre våbenlov

Skoleskyderi i USA giver igen anledning til debat om våbenlov. Den bliver dog svær at ændre, siger USA-kender.
Allerede som vicepræsident forsøgte Joe Biden sammen med den daværende præsident Barack Obama at gøre våbenloven mere restriktiv. Foto © : Stefani Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. maj 2022 09:01

Det bliver svært for USA's præsident Joe Biden at ændre grundlæggende på den amerikanske lovgivning om våben. Også selv om endnu et skoleskyderi tirsdag ramte USA.

Det vurderer USA-kender og chefredaktør på mediet Kongressen.com Anders Agner Pedersen.

- Der er ingen tvivl om, at Joe Biden som præsident for USA meget gerne vil se nærmere på, om man kan lave stramninger af den amerikanske våbenlovgivning. Men det er meget svært at se for sig, at det kan lykkes for ham, siger Anders Agner Pedersen.

Skoleskyderiet skete i Uvalde, der ligger i det sydlige Texas.

Den formodede gerningsmand dræbte først sin bedstemor, hvorefter han på Robb Elementary School skød og dræbte 19 børn og to voksne.

Den 18-årige formodede gerningsmand er ifølge nyhedsbureauet AFP blevet skudt af politiet og er død.

Biden har siden udtalt, at alene det, at en 18-årig kan købe to militærvåben, er "rivende galt".

LÆS OGSÅ Biden vil forbyde flere våbentyper efter masseskyderi i Colorado

Allerede som vicepræsident forsøgte Joe Biden sammen med den daværende præsident Barack Obama at gøre våbenloven mere restriktiv.

Det skete efter et skoleskyderi i byen Newtown i delstaten Connecticut i 2012. Her blev 20 børn og seks voksne dræbt.

Dengang satte den magtfulde våbenlobby en stopper for hovedparten af de demokratiske politikeres planer, forklarer Anders Agner Pedersen.

Og sådan vil det givetvis også gå, hvis Biden igen forsøger at stramme lovgivningen, vurderer han.

I USA er retten til at bære våben en forfatningssikret ret. Især mange republikanske vælgere ser netop den ret som en vigtig del af deres selvforståelse.

- Der er grundlæggende ikke enighed mellem demokraterne og republikanerne. Så længe det er tilfældet, er det svært for Biden for alvor at lave store ændringer, siger chefredaktøren.

Af den årsag bliver det også ofte meget heftigt, når debatten handler om våben i USA, tilføjer Anders Agner Pedersen.

- Det bliver meget hurtigt kogt ned til et spørgsmål om, hvorvidt man er for eller imod den forfatningssikrede ret til at bære våben, siger Anders Agner Pedersen.