USA bebuder internationalt demokratitopmøde

Verdens demokratier har evnen til at håndtere verdens mest presserende udfordringer, siger USA's Joe Biden.
Det er et tema, som også har særlig betydning for Biden og for amerikanerne, da en næste valgkamp kan blive et nyt opgør mellem Biden og Donald Trump, som har forskellige opfattelser af, hvad demokrati er. Foto © : Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
30. november 2022 08:49

Det Hvide Hus meddelte tirsdag, at USA planlægger et internationalt "Topmøde for Demokrati" i marts.

Ud over USA er Costa Rica, Holland, Sydkorea og Zambia med til at organisere topmødet.

Det skal vise, hvordan verdens demokratier har evnen til at håndtere verdens mest presserende udfordringer, hedder det i en erklæring om topmødet fra Det Hvide Hus.

Præsident Joe Biden har gjort rivaliseringen mellem demokratier og autokratier som Kina og Rusland til et centralt tema for hans regering.

LÆS OGSÅ Joe Biden om midtvejsvalg i USA: Demokratiet er på spil

Det er et tema, som også har særlig betydning for Biden og for amerikanerne, da en næste valgkamp kan blive et nyt opgør mellem Biden og Donald Trump, som har forskellige opfattelser af, hvad demokrati er.

- Vi lever i en æra, som er defineret af udfordringer af begreber som pålidelige og transparente regeringsformer. I en æra med aggressioner mod klimaforandringer, med social mistillid og med gennemgribende teknologiske forandringer på alle planer, kan det ikke være mere klart, at over hele verden har demokratiet brug for forkæmpere på alle planer, hedder det i en fælles udtalelser fra de kommende værtslande.

Planen om et Biden-topmøde om demokrati er blevet offentliggjort på et tidspunkt, hvor der fremsættes mange spekulationer om, hvorvidt den 80-årige amerikanske præsident vil genopstille til en ny regeringsperiode i 2024 eller om han vil trække sig og lade en partifælle stille op mod Trump og hvem, der ellers melder sig.