Uruguay og Venezuela advarer borgere mod at rejse til USA

I dag ventes præsident Donald Trump at besøge byen El Paso i Texas og Dayton i Ohio, der i weekenden blev ramt af to masseskyderier. Skyderierne har indtil videre kostet 31 mennesker livet.
Samtidig advarer myndighederne i både Uruguay og Venezuela nu dets borgere om rejser til USA.
Ud fra navnene på de omkomne kan man konstatere, at de fleste af de 22, der blev dræbte i El Paso, Texas, lørdag, havde latinamerikanske navne.
LÆS OGSÅ Donald Trump vil besøge byen El Paso
Generelt opfordrer Uruguays udenrigsministerium derfor de rejsende til at være ekstremt påpasselige under rejser i USA "over for vilkårlig vold, hadforbrydelser, racisme og diskrimination, som har kostet over 250 mennesker livet i USA i de første syv måneder af i år", som de skriver.
I en erklæring fra Venezuelas udenrigsministerium opfordres borgere ligeledes til at "udsætte rejser" til USA i lyset af "volden og vilkårlige hadforbrydelser", skriver AP.
Kritikere i USA påpeger, at præsident Donald Trump har fremmet hadet til latinamerikanske indvandrere ved konstant at omtale dem som kriminelle og voldtægtsforbrydere.